Har du ondt i tandkød og kæben?

– Ømhed i tandkødet og i kæben kan være udløst af alt fra stress til en visdomstand i frembrud


Hvis du har ondt i tandkødet og kæben, kan der være flere årsager. 

Ømhed og ondt i tandkødet og i kæben kan være udløst af alt fra bivirkninger af stress til en visdomstand i frembrud. 

Måske tænker du, hvordan i alverden stress kan give dig problemer med ondt i dit tandkød og kæben, men der er faktisk en forklaring. 

Det samme gælder ved en visdomstand på vej. Begge dele kan give smerter i såvel kæbe som tandkød.

Vil du vide hvorfor, og hvad du selv kan gøre, så kan du blive klogere på nedenstående:

5 ting der kan give ondt i tandkød og/eller kæbe

Smerter fra tænder og kæbe er vigtige at få udredt. Det anbefales derfor, at du ikke går med ondt i tænder og kæbe i længere tid uden at få det undersøgt.

Vær opmærksom på, om noget af følgende kan være tilfældet:

1) Skærer du tænder, kan det give ondt i din kæbe og dit kæbeled. Det kan være udløst af stress.

En bidskinne løser ikke udfordringer med stress, men den aflaster ofte dit kæbeled og dine tænder mod slid.

2) Har du en visdomstand i frembrud, kan madrester og bakterier skabe infektion under tandkødet, hvilket både kan give slem ømhed, hævelse og gabebesvær.

Får du feber eller hævelse nedad halsen, bør du tilses af din tandlæge.

3) Tandkødsbetændelse giver typisk smerte i tandkødet og kan bevirke, at tandkødet bløder under tandbørstning.

Får du ikke behandlet din tandkødsbetændelse, kan den udvikle sig til en paradentose, som også ofte er forbundet med ondt i tandkødet.

4) Efter fjernelse af en tand – og især visdomstænder i underkæben – kan der opstå en tilstand, som kaldes dry socket.

Det er en yderst smertefuld tilstand, som kan stråle ud i kæben og op mod øret. Behandling hos tandlægen vil være nødvendig.

5) Dybe ubehandlede huller kan give rodspidsbetændelse, der er en betændelse ved tandens rod.

Tænderne sidder i kæben, hvorfor netop betændelse her kan give smerter i både kæbe og tandkød.

Hvordan kan stress give ondt i kæben?

Det kan lyde mærkeligt, men faktisk kan en stresset hverdag godt spille ind på din kæbes ve og vel. De fleste af os lever en travl hverdag med mange bolde i luften.

Om natten fordøjes dagens indtryk. Mens du ligger på puden og drømmer, risikerer dine tænder at blive belastet af dagens indtryk i form af kæbespændinger og hårdt sammenbid.

Vågner du ofte med spændingshovedpine eller ondt i nakken, kan det være tegn på, at du skærer tænder.

Vidste du?

En bidskinne er en skinne, du sover med om natten, og som forhindrer dig i at spænde op i kæbemuskulaturen og bide hårdt sammen.

Det betyder, at den forebygger yderligere slid på tænder og kæbeled. 

Vi anbefaler, du får udarbejdet en bidskinne hos din tandlæge – i form af et aftryk og en skinne formstøbt efter dit individuelle bid.

Det kræver 2 besøg at få fremstillet en skinne. Først skal du have taget et aftryk, og godt 2 uger efter kan du hente den.

Hvad kan jeg gøre, hvis en visdomstand giver ondt i tandkødet?

Hvis du af flere omgange har oplevet, at din visdomstand i frembrud udløser problemer med ondt i tandkødet og gabebesvær, kan det være tegn på, at der ikke er plads til, at den kan bryde helt frem. 

Er det tilfældet, bør tanden fjernes for at undgå yderligere udfordringer.

Hvis du oplever ømhed og rødme, kan du med fordel skylle 1-2 gange dagligt med klorhexidin.

Vær opmærksom på, at du maksimalt må skylle i en periode på 2 uger, og at du vil kunne opleve misfarvninger undervejs.

Oftest stillede spørgsmål: Sår i tandkødet

Kan tandkødsbetændelse give tandpine?

Tandkødsbetændelse er typisk udløst af mangel på optimal mundhygiejne. Endnu en bivirkning af mangelfuld mundhygiejne kan være tandpine.

Har du oplevet at have tandpine, så ved du, det kan være ganske uudholdeligt og tilnærmelsesvis invaliderende.

Sørg derfor altid for at få behandlet din tandkødsbetændelse, inden den udvikler sig til en reel tandpine.

Hvordan føles betændelse i kæben?

Betændelse i kæben kan føles ganske smertefuldt. Har du en tand med rodspidsbetændelse, kan du tilmed opleve at få en tandbyld.

Hvis du har prøvet at have en tandbyld, så ved du, det kan føles som en dunkende smerte. Går der hul på bylden, vil det typisk føles som en lettelse.

En tandbyld kræver behandling hos tandlægen – ofte i supplement med antibiotika.

Hvad hjælper mod ømt tandkød?

En lokalbehandling med vatpind fugtet i klorhexidin er den bedste hjælp mod ømt tandkød.

Du skulle gerne mærke lindring i løbet af et par døgn ved at duppe på det ømme punkt. Hvis ikke det er tilfældet, bør du opsøge din tandlæge.

For at sikre fuld opheling og et efterfølgende sundt tandkød er det tilmed nødvendigt med en god mundhygiejne.

Vi anbefaler, du børster 2 gange dagligt i 2 minutter og supplerer 1 gang dagligt med tandtråd i alle mellemrum.

Kan kæbespændinger give tandpine?

Ja, kæbespændinger er tegn på, at du bider hårdt sammen. Det kan for eksempel være, når du sover.

Hvis du har et hårdt sammenbid natten eller dagen igennem, kan det blive nødvendigt med en bidskinne for at undgå overbelastning og slid af tænder og kæbeled.

Hvor lang tid tager det for tandkød at hele?

En sund slimhinde i munden heler hurtigt. I løbet af et par døgn skulle du gerne kunne se forbedring, og inden for en uge – højst to uger – skulle du gerne kunne se et sundt og fuldt ophelet tandkød.

En vatpind fugtet i klorhexidin kan afhjælpe til hurtig opheling, hvis du dupper forsigtigt helt lokalt 1-2 gange dagligt.

Hvad betyder det, når man har ondt i tandkødet?

Hvis du har ondt i tandkødet lokalt, kan det betyde en lokal irritation. Har du spist groft, kan du have tygget en kerne fast, som sidder og generer.

Generelle problemer med ømt tandkød kan være bivirkninger fra medicin eller hormonelle forandringer.

Det er eksempelvis en kendt gene at have tandkødsproblemer ved graviditet eller overgangsalder.