• Cookie Mærket
Godt Smil
Godt smil - menu

Huller i tænderne - undgå caries

De fleste har nok prøvet at få et hul i tanden, men hvordan opstår det egentligt? Hvad er symptomerne på caries og er der overhovedet noget, du selv kan gøre for at undgå det? Læs med her og få svaret!

Hvordan opstår huller i tænderne?

I løbet af dagen opstår der helt naturligt bakteriebelægninger (plak) på tænderne, og hvis de får lov til at sidde for lang tid på tænderne er der risiko for at de bryder igennem tandemaljen. Emaljen er normalt temmelig sejlivet, men hvis bakterierne ikke fjernes regelmæssigt kan de ætse sig igennem tandens forsvar og forårsage et hul - også kaldet caries. Når et hul lige er opstået, er det ikke til at se med det blotte øje, men hvis det får lov til at udvikle sig kan hullet ses.

Hul i tanden? Læs om symptomerne her

Du kunne måske fristes til at tro, at hvis hullet i din tand er stort, så kan du mærke det. Men sådan hænger det  ikke altid sammen. I nogle tilfælde kan et stort hul i tanden slet ikke mærkes, mens et lille hul andre gange giver anledning til tandsmerter. På grund af manglende smerter opdager mange faktisk slet ikke, at de har et hul før det er for sent. Dog vil det typisk smerte fra tanden, hvis du drikker noget koldt, varmt eller spiser fødevarer med meget sukker eller syre. Da det kan være svært selv at diagnosticere et hul i tanden, anbefaler vi dig at gå regelmæssigt til tandlægen, så han/hun kan opdage caries angrebet inden det bliver stort og dermed skal bores væk.

Hvordan behandles et hul i tanden?

Begyndende huller i tænderne og inaktiv caries behandles som regel ikke, da mundens eget spyt vil forsøge at reparere caries angrebet. Her er det dog meget vigtigt, at du i forvejen har en god mundhygiejne - ellers vil hullet med stor sandsynlighed udvikle sig til et større hul, som tandlægen skal bore væk.
Hvis caries angrebet har udviklet sig til et hul i tanden, skal det behandles af tandlægen. Tandlægen vil bore det syge tandvæv væk og derefter lave en plastfyldning.

Mange vælger at blive lokalbedøvet inden de skal bores i tanden - på den måde undgår du smerter og behandlingen bliver derfor ikke til en negativ oplevelse. 

Hvad kan du gøre for at undgå caries?

Du kan selv forhindre at bakterierne udvikler sig til et hul eller flere ved at følge disse råd:

  • Børst dine tænder med tandpasta indeholdende fluor (1450ppm) to gange om dagen i to minutter
  • Suppler tandbørstningen med tandtråd eller tandstikker
  • Gå regelmæssigt til tandlægen

Har du problemer med at finde den rette tandtråd, så spørg din tandplejer til råds ved næste eftersyn.

Hvad koster det at få lavet et hul i tanden?

Prisen på at få lavet et hul i tanden varierer, alt efter hvor lille eller stort det er og afhængigt af hvilken tand der er caries angrebet. Vi råder altid til at gå til regelmæssige tandeftersyn, for at undgå og forebygge huller i tænderne. Du kan se hvad det koster at få lavet et hul i tanden her.

 

Har du huller i tænderne?

 Bestil tid nu
Loading...