Revner i tænderne – tjek symptomerne

Revner i tænderne (infraktioner) kan opstå i emalje og dentin (tandbenet).

Det er normalt, at der forekommer meget små revner i emaljen, som opstår af belastning og slid gennem årene. Revnerne er ikke farlige, og de skal derfor ikke behandles.


Revner, der opstår i dentinen, kaldes dentininfraktioner. Revnerne kan opstå som et slags træthedsbrud i tanden efter mange års slitage. Hvis tanden samtidig er svækket af tidligere behandlinger, er den mere udsat.

Revner kan også opstå efter et traume på tanden f.eks., hvis man uheldigvis har bidt hårdt i et peberkorn eller fået et slag på kæben.

Særligt gamle sølvfyldninger kan være årsag til, at der opstår revner i tænderne, da fyldningen udvider og trækker sig sammen ved indtagelse af kolde og varme fødevarer.

Læs meget mere om behandlingen af knækkede tænder her

Hvad er revner i tænderne?

Da infraktionerne ofte er usynlige, diagnosticeres de hyppigt ud fra patientens symptomer. Symptomerne ved en revne i tanden vil oftest være tilbagevendende jag, når tanden belastes ved tygning eller ved temperaturpåvirkninger.

Revnerne ses ofte i kindtænderne, og det er yderst sjældent, at man ser sådanne revner i fortænder og hjørnetænder. Revnerne kan være vandrette og lodrette. Hvis revnerne er lodrette, kan de gå ned i roden. En revne kan udvikle sig, men det er ikke til at forudsige.

Omkring 10% af alle voksne vil opleve at få revner i tænderne, som skaber smerte. Især hos voksne i alderen 30-50 år.

Hvordan stiller tandlægen diagnosen?

Hvis man oplever tilbagevendende jag under tygning eller påvirkning fra indtagelse af varme og kolde fødevarer, bør man kontakte sin tandlæge, da dette kan være et tegn på en revne i tanden.

Det er afgørende at få igangsat behandlingen hurtigst muligt, hvis der er kommet en revne i en tand, da det hurtigt kan udvikle sig alvorligt i en negativ retning.

Hvis patienten ikke kan lokalisere, hvor smerten kommer fra, er det også svært for tandlægen at diagnosticere revner i tænderne. Tandlægen har en bidepind, som i mange tilfælde kan afsløre, hvis der er en revne i en tand.

Hvordan behandles revner i tænderne?

Er revnen i en tand, hvor der sidder en gammel fyldning, fjernes fyldningen.

Hvis tandlægen vurderer det tilstrækkeligt, laves der i første omgang en ny plastfyldning, der limer tanden sammen. Tanden slibes lidt ned, så der ikke tygges direkte på revnen. Herefter bør patienten være særlig opmærksom på tanden.

Opleves der smerte efterfølgende, kan der laves en midlertidig krone, som sættes på tanden. Den midlertidige krone dækker hele tanden og holder den stærkere sammen end plastfyldningen. Forsvinder symptomerne efter denne behandling, skal der laves en rigtig krone til tanden.

Oplever patienten fortsat symptomer, er der muligvis en betændelsestilstand i tanden eller roden, og en rodbehandling med efterfølgende kronebehandling er nødvendig.

Ved infektion i roden kan der i nogle tilfælde også blive tale om en rodspidsamputation.

Vil du gerne vide mere om Godt Smil? Så kan du med fordel navigere til forsiden, hvor du blandt andet kan læse om vores koncept og finde den tandlæge, som ligger tættest på din bopæl.