ondt i tand når jeg bider sammen

ondt i tand når jeg bider sammen

Ondt i tand når jeg bider sammen

Årsager, symptomer og behandlingsmuligheder.

Smerte i tanden, når du bider sammen, kan være ubehageligt og påvirke både måltider og din generelle livskvalitet. Der findes flere mulige årsager, og det er vigtigt at finde ud af, hvad der ligger bag, så du kan få den rette behandling hos din tandlæge.

I det følgende kan du læse om de mest almindelige årsager til, at du får ondt i tanden ved sammenbid.

Årsager til du kan have ondt i tanden når du bider sammen

Huller i tænderne (caries)

Et klassisk problem er caries – også kendt som et hul i tanden. Når caries er tæt på tandens nerve, kan det give jagende smerter, især når du tygger eller bider sammen. Tanden bliver ekstra følsom, fordi nerven i tandens indre bliver irriteret af trykket.

Læs mere om, hvordan du opdager og behandler et begyndende hul i en tand.

Revnet, flækket eller forstuvet tand

Har du for nyligt tygget i noget hårdt – som nødder, isterninger eller kerner – kan du have fået en revne i tanden. Revnerne er ikke altid synlige, men de giver ofte en intens, skarp smerte, når du bider sammen. Det skyldes, at tandens dele bevæger sig en smule og trykker på nerven inde i tanden. Det kan også skyldes at de elastiske tråde der holder tanden fast i kæben er blevet forstrukket af det hårde bid.

Betændelse i tandens rod (rodspidsbetændelse)

En rodbetændelse opstår typisk som følge af et ubehandlet hul eller en skade på tanden, og kan give konstant eller tryk-udløst smerte, når du tygger. Tanden kan føles “lang” og øm.

Hvis du har mistanke om rodbetændelse, er det vigtigt at kontakte din tandlæge hurtigt for at undgå en byld eller større infektion. Læs mere om rodbetændelse og rodbehandling.

Tandkødsproblemer

Mere fremskreden paradentose kan også give ømhed og smerte, når du tygger. Det skyldes, at tandkød og støttevæv bliver irriterede og hævede, hvilket gør trykket ved bidning smertefuldt.

Læs mere om paradentose.

Skæren tænder og tandpres (bruxisme)

Hvis du presser tænderne meget sammen – f.eks. om natten – kan du overbelaste enkelte tænder. Det kan give både ømhed og små revner i tænderne. Over tid kan det også føre til slid og skader på tændernes overflade, og smerterne kan forværres, når du tygger.

En bideskinne kan ofte hjælpe, hvis det er årsagen. Din tandlæge kan vurdere, om det er en løsning for dig.

Følsom tand (dentin hypersensitivitet)

Hvis emaljen på tanden er blevet slidt væk eller skadet, kan dentinen under være blottet. Det gør tanden meget følsom – især overfor kulde, varme og tryk. Det kan føles som en jagende smerte, og især tygning på den side kan være ubehagelig.

Smerte efter tandbehandling

Nogle gange kan man få midlertidig smerte i tanden efter en fyldning, krone eller rodbehandling – især hvis tandlægen har været tæt på nerven. I nogle tilfælde kan en fyldning være for høj, og det giver unødig tryk ved sammenbid.

Oplever du smerter efter behandling, bør du kontakte tandlægen, så fyldningen kan justeres eller vurderes nærmere.

Ved kronebehandling eller rodbehandling skyldes smerterne ofte at tanden er blevet rodet med og nerven skal lige have lov at falde til ro igen. Men dette tager typisk kun 2-3 dage.

Andre mindre almindelige årsager

Der kan også være andre forklaringer på smerte ved sammenbid, f.eks.:

  • Visdomstænder, som presser på de øvrige tænder
  • Madrester, der sidder fast i tandkødet
  • Smerte, som skyldes bihulebetændelse og føles som tandpine i overkæben

Hvornår bør du kontakte tandlægen?

Hvis du ofte eller gentagne gange oplever, at det gør ondt i en tand, når du bider sammen, bør du kontakte din tandlæge. Det kan være tegn på noget, der kræver behandling – og jo før du får det undersøgt, desto bedre.

Du kan også læse mere generelt om tandpine og smertestillende behandlinger.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad skal jeg gøre, hvis det gør ondt i en tand, hver gang jeg tygger?

Smerter ved tygning skyldes ofte revner, huller eller en betændt tandnerve. Du bør kontakte tandlægen for en undersøgelse og undgå at tygge i det område, indtil problemet er afklaret.

Kan det være farligt at ignorere en tand, der gør ondt, når jeg bider sammen?

Ja. Vedvarende smerter kan være tegn på infektion, som kan udvikle sig til en tandbyld eller sprede sig til kæbeknoglen. Hvis det er en revne i en tand, kan tanden ende med at flække helt. Du bør få det undersøgt i tide.

Kan tandsmerter komme fra kæben eller musklerne omkring?

Ja. Muskelspændinger fra kæbeleddet, fx ved tandpres eller skæren tænder, kan også give smerter, som mærkes i tænderne. En tandlæge kan vurdere, om det er årsagen.

Bliver det værre, hvis jeg venter for længe med at søge tandlæge?

Ja, især hvis der er betændelse i tandens rod eller et dybt hul. Jo længere du venter, jo større bliver problemet – og behandlingen mere omfattende.
Hvis du har ondt i tanden, når du bider sammen, er det vigtigt at tage det alvorligt.

Kontakt din lokale tandlæge og få det undersøgt – det kan spare dig for både ubehag og større behandling senere hen.

Skal vi kontakte dig?

Udfyld formularen – så kontakter vi dig inden for 24 timer på hverdage.
Vi ringer / skriver normalt mellem kl. 8 – 16.