Årsager, symptomer og behandlingsmuligheder.
Mange oplever tandpine netop når de er syge, forkølede eller rammes af andre sygdomme. Det er en meget almindelig udfordring, og ofte bunder smerterne både i, hvordan sygdommen påvirker kroppen, og i mundens sundhed.
Her får du svar på, hvorfor tænderne kan begynde at gøre ondt under sygdom, hvilke symptomer du skal være opmærksom på, og hvordan du bedst behandler og forebygger problemet.
Under sygdom – som influenza, forkølelse eller bihulebetændelse – bliver kroppens immunforsvar svækket. Bakteriefloraen i munden kan ændre sig, og tændernes naturlige beskyttelse bliver mindre effektiv. Derfor kan skjulte tandproblemer blusse op, og nye opstå, hvis du samtidig ikke orker at børste tænder grundigt.
Tandpine under sygdom skyldes ofte caries (huller i tænderne), betændelse i tandnerven eller tandkødsbetændelse. Mundtørhed eller tryk fra bihulerne – især ved forkølelse eller bihulebetændelse – kan også spille ind.
Caries opstår, når bakterier i plak omdanner sukker til syre, som angriber tandemaljen. Under sygdom falder spytflowet ofte, især hvis du tager medicin eller har feber. Måske børster du også tænder mindre grundigt og får flere sukkerholdige drikke eller snacks. Alt dette øger risikoen for at udvikle huller.
Hvis caries får lov at udvikle sig, kan bakterier nå frem til tandens nerve og give betændelse. Denne tilstand gør ofte meget ondt, især hvis du i forvejen er syg og kroppen er svækket. Smerterne kan blive forværret, særligt om natten. Ubehandlet kan betændelsen sprede sig til kæben og give en tandbyld med hævelse.
Et nedsat immunforsvar giver bakterierne mindre modstand, hvilket hurtigt kan føre til tandkødsbetændelse. Manglende spyt og dårligere mundhygiejne kan også føre til tandkødsbetændelse. Kendetegnene er rødt, ømt og blødende tandkød. Hvis tilstanden ikke behandles, kan den udvikle sig til parodontose, som kan føre til løse tænder og ømhed ved tygning.
Læs om, hvordan kæbehulebetændelse føles som tandpine i vores artikel om kæbehulebetændelse.
Feber og smerter under sygdom kan gøre, at du skærer tænder i søvne. Det slider emaljen og kan føre til ømme tænder og hovedpine. Isninger opstår især, hvis du har blottede tandhalse, hvor kulde og syre nemt rammer tandnerven.
Hvis der kun er overfladisk caries, kan du ofte standse udviklingen med grundig tandbørstning med fluortandpasta og små ændringer i kosten. Har du fået et hul, skal tandlægen fjerne det syge væv og lægge en fyldning – eller, i sjældne tilfælde, en krone.
Er betændelsen nået ind til nerven, er en rodbehandling nødvendig. Tandlægen fjerner nerven og renser roden grundigt, før tanden lukkes til igen. Senere anbefaler tandlægen ofte en krone, da en rodbehandlet tand er mere skrøbelig og sprød, hvilket ofte fører til en knækket/flækket tand der måske ikke kan reddes.
Er tandkødet betændt, skal du optimere din mundhygiejne gerne supplere med klorhexidin mundskyl to gange dagligt, især hvis tandkødet er meget ømt eller du er for svag til at børste tænderne grundigt nok. Er du hurtig til at reagere ved ømhed eller blødning, kan du stoppe udviklingen i tide.
Børst tænder to gange dagligt i mindst to minutter – også under sygdom. Brug en blød tandbørste og fluortandpasta, og kom helt ned til tandkødsranden. Glem ikke tungeryggen – den samler bakterier ligesom tænderne.
Brug tandtråd eller mellemrumsbørster hver dag. Vil du bruge mundskyl under sygdom, så vent til efter tandbørstning, så fluoroptaget er størst.
Undgå hyppige søde eller syreholdige drikke og snacks. Vær forsigtig med sukkerholdig medicin som hostesaft – skyl munden i vand bagefter for at beskytte tænderne og sænke syren i munden.
Selvom du har sunde tænder, kan tandlægen ofte opdage begyndende problemer længe før du selv mærker dem. Regelmæssige tjek beskytter mod både caries og tandkødssygdomme – og især hvis du jævnligt er syg, er det ekstra vigtigt med faste kontroller.
Ja, mange får ondt i tænderne under en forkølelse. Det skyldes ofte tryk fra bihulerne, feber og mundtørhed. Oplever du smerter i både øre og flere tænder samtidigt, er det typisk forkølelsen og ikke en specifik tandlidelse.
Bihulerne sidder tæt på rødderne i overmunden. Ved bihulebetændelse kan de hævede slimhinder trykke på tandrødderne, hvilket føles som en trykkende eller dunkende tandpine. Smerterne forstærkes ofte når du tager hovedet nedad og forsvinder som regel, når bihulebetændelsen bedres eller du fx bruger næsespray som fjerner noget af slimen i næsen.
Ja, diabetes øger risikoen for tandkødsbetændelse og parodontose – men det er ofte kun hvis en diabetes ikke er velreguleret – der begge kan give ømme og smertefulde tænder. Ubehandlet kan tandkødsbetændelse også gøre det sværere at styre blodsukkeret.
Kroniske betændelsestilstande i munden, som ubehandlet tandkødsbetændelse, paradentose især og dyb caries, øger risikoen for alvorlige sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og forværring af kroniske lidelser. Bakterier fra munden kan sprede sig til resten af kroppen via blodbanen og fordøjelsessystemet.
Udfyld formularen – så kontakter vi dig inden for 24 timer på hverdage.Vi ringer / skriver normalt mellem kl. 8 – 16.