Årsager, symptomer og behandlingsmuligheder.
Oplever du smerter i en tand, uden at der er hul, misfarvning eller synlige skader? Ondt i tand uden hul er meget almindeligt – og kan føles særligt frustrerende, fordi årsagen ofte ikke er til at få øje på. Heldigvis findes der flere forklaringer, og de fleste tilfælde kan behandles effektivt, så du slipper af med ubehaget.
Det er en udbredt misforståelse, at tandpine altid skyldes et hul i tanden. Faktisk sidder smerten ofte i eller omkring tanden, uden at der kan ses caries. Smerterne kan komme og gå, være konstante – og der er ofte ingen synlige tegn på skader, du kan se i spejlet.
Selvom der ikke er hul, kan tandens nerve eller de omkringliggende væv stadig blive irriterede. Smerten kan komme fra betændelse, irritation, resorption eller små revner (infraktioner), der kan irritere nerven. Derfor kan du opleve tandpine, selvom tanden ser sund ud.
Smertens karakter afhænger af årsagen. Små revner giver ofte skarpe smerter ved tygning, mens problemer ved tandens rod føles som en mere konstant, dunkende smerte. Symptomerne kan komme gradvist og stå på i uger eller måneder.
Du kan læse mere om, hvordan smerterne opstår og forsvinder igen, i tand smerter kommer og går.
Der kan være flere grunde til, at du får ondt i en tand uden et synligt hul. Smerten kan komme fra tandens struktur, nerverne, tandkødet – eller stamme fra kæbe eller bihuler. Her får du et overblik over de mest almindelige årsager.
Den hyppigste årsag er små revner i tandbenet eller emalje. De kan være svære at se, men mærkes især ved tygning eller varme/kuldepåvirkning.
Er smerten opstået kort efter en fyldning, kan nerven være irriteret. Resultatet kan være dunkende eller jagende smerter, selvom tanden ser sund ud.
Hvis tandkødet er irriteret af bakterier eller plak, kan det hæve op og blive ømt. Betændelsen kan sprede sig til området omkring tandrødderne og give smerter.
Hvis betændelsen har nået rodspidsen, opstår der ofte en intens, dunkende smerte. Det kræver hurtig behandling for at undgå komplikationer.
Er din fyldning eller krone for høj, kan tanden ramme først ved tygning. Det irriterer nerven og giver ømhed.
Hvis du bruger en hård tandbørste eller børster for kraftigt, kan tandhalsen blive blottet. Det gør tanden mere følsom for kulde, varme og berøring.
Har du tygget på noget meget hårdt, kan selve tanden eller området omkring blive forstuvet. Det giver ømhed, der kan vare flere dage.
Hvis tandkødet omkring tanden er hævet eller ømt – f.eks. ved dybe tandkødslommer, visdomstænder eller begyndende tandbyld – kan det give smerter uden at tanden er beskadiget.
Smerte fra kæbeled, muskler, bihuler (f.eks. ved bihulebetændelse) eller nerver kan føles som tandpine – typisk i de bagerste tænder. Læs mere om kæbehulebetændelse i kaebehulebetaendelse.
Behandlingen afhænger af, hvad tandlægen finder ved undersøgelsen. Her får du et overblik over de løsninger, vi oftest anvender.
Skyldes smerten små revner eller infraktioner, kan tanden ofte stabiliseres med en plastfyldning. Ved dybere revner kan det være nødvendigt at lave en krone. I sjældne tilfælde skal tanden rodbehandles eller trækkes ud men her taler vi om at tanden er flækket fremfor revnet.
Er nerven betændt, skal tanden rodbehandles. Hermed fjernes det betændte nervevæv og bakterierne, så tanden kan lukkes tæt – og smerten forsvinder.
En grundig tandrensning og bedre mundhygiejne får tandkødet til at hele. Ignoreres symptomerne, kan de udvikle sig til paradentose. Læs mere om begyndende paradentose her.
Her kræver det ofte rodbehandling – eller i sjældne tilfælde udtrækning. Det er ofte en tilstand der opdages tilfældigt på et røntgenbillede. Det kan både være med og uden smerter. En resorption er en tilstand som betyder at tanden spiser af sig selv.
Det kan starte intern – inde fra nerven og ud igennem tanden eller ekstern – fra tandens overflade og ind mod nerven. Det kan typisk standses ved at rodbehandle tanden. Hvis resorptionen ikke stopper, skal tanden trækkes ud.
Sidder årsagen i kæbe, muskler eller bihuler, behandles den underliggende lidelse. Det kan f.eks. være afspænding, fysioterapi eller behandling for bihulebetændelse.
Forebyggelse er altid bedst. Med enkle vaner kan du mindske risikoen betydeligt for usynlige skader og smerter.
Børst tænderne grundigt to gange dagligt med en blød tandbørste – og brug tandtråd eller mellemrumsbørster. Det beskytter både tænder og tandkød.
Skån tandhalsene ved at vælge en blød tandbørste og brug et let tryk, når du børster. Det mindsker risikoen for følsomhed og små revner.
Kom til tandeftersyn mindst én gang om året. Så kan tandlægen opdage begyndende skader, før de udvikler sig.
Undgå at bide i meget hårde ting som karameller, nødder med skal eller popcornkerner. De kan lave usynlige revner eller give forstuvning i tanden.
Vigtigt: Søg altid tandlæge, hvis smerterne ikke forsvinder, eller hvis du får hævelse eller mistanke om skade. Ubehandlet betændelse kan føre til tandtab eller alvorlige komplikationer.
De mest almindelige årsager er revner i tandbenet, følsom tandhals eller betændelse i tandkødet. Små skader og betændelse i vævet kan give smerter, selvom tanden ser sund ud.
Ja, selv små revner (infraktioner) kan irritere nerven og give stikkende smerte, især når du tygger. Det gælder også selvom der ikke er et tydeligt hul.
Ud over revner i tanden skyldes smerten ofte følsomme tandhalse, betændt tandkød, betændelse omkring rodspidsen eller irritation efter tandbehandling. Nogle gange stammer smerten fra kæbe, nerver eller bihuler.
Ikke nødvendigvis. Det kan skyldes en usynlig revne eller en forstuvning af tanden. Men vedvarende eller stærke smerter bør altid vurderes af en tandlæge for at udelukke caries eller dybere skader.
Udfyld formularen – så kontakter vi dig inden for 24 timer på hverdage.Vi ringer / skriver normalt mellem kl. 8 – 16.