Syreskader

I de seneste år er syreskader blevet et hyppigere problem hos patienterne.

Dette kan der være mange årsager til, men én af dem er, at der bliver drukket sodavand og andre syreholdige drikke i større mængder end tidligere, som rammer tænderne hårdt. 


Hvad er syreskader?

Hvis der er syreskader på tænderne, betyder det, at syren har ætset en del af tandemaljen væk.

Dette sker, hvis tænderne over en længere periode er blevet udsat for syre fra for eksempel sodavand.

Det er dog en udbredt misforståelse, at det blot er sodavand, der fører til syreskader på tænderne, da også fødevarer som juice og forskellige typer af frugt, som æbler og appelsiner, indeholder syre, der kan skade emaljen på tænderne.

Når tænderne bliver udsat for syre, bliver den yderste del af tanden opløst, og denne kan ikke gendannes.

Jo mere syre der er i den pågældende drikke- eller fødevare, og jo oftere den bliver indtaget, jo større vil tabet af emaljen være.

Kontakt os, hvis du har mistanke om syreskader på tænderne >>

Hvordan får man syreskader på tænderne?

Om man er udsat for at få syreskader kommer an på forskellige faktorer. Bl.a. hvor ofte man indtager føde- eller drikkevarer med et højt syreindhold, pH-værdien, og hvor god mundhygiejne man har.

Hvis man derudover har tendens til at have en tør mund og derfor ikke producerer nok spyt til at beskytte tænderne, kan dette også øge risikoen for at få syreskader på tænderne. Man kan dog hjælpe spytproduktionen på vej ved at indtage mere væske i løbet af dagen, specielt hvis man dyrker hård motion.  

Har du syreskader på tænderne?

Hvis tænderne bliver udsat for syre og på sigt bliver syreskadet, vil det i starten ikke være muligt at mærke noget til det.

De første tegn kan eventuelt være svage isninger i tænderne, hvis der indtages koldt eller varmt. Derudover kan man evt. opleve små jag, når man børster tænder.

Lider du af isninger i tænderne? Læs mere om, hvordan du forhindrer isninger her. 

Når syreskaderne bliver mere omfattende, vil symptomerne også være større. Isningerne i tænderne vil tage til, og små stykker af tænderne vil falde af, og de kan komme til at se slidte og misfarvede ud.

Hvis syreskaden bliver meget omfattende, kan tandnerverne tage skade, og det vil være nødvendigt at behandle med en rodbehandling.

Sådan undgår man syreskader

Når der først er opstået syreskader på tænderne, er det desværre ikke muligt at genopbygge emaljen på tænderne. Derfor er det vigtigt at undgå ting som; syreholdige læskedrikke, som sodavand, juice og energidrikke, syrligt slik og syrlige frugter.

Hvis der drikkes syreholdige læskedrikke, kan man dog med fordel drikke dem hurtigt og i store slurke, da små slurke over en længere periode skader tændernes emalje yderligere.

Derudover kan den syrlige væske drikkes med sugerør, da man på den måde får den forbi tænderne og derved skader dem mindst muligt.

Børst heller ikke tænder lige før, du spiser noget syreholdigt. Tandbørstningen fjerner det syrebeskyttende lag på tænderne, og desuden smager det syreholdige indtag heller ikke godt kombineret med tandpastasmagen. 

En række generelle råd til at minimere chancen for syreskader er;

  • Børst tænder to gange dagligt
  • Begræns indtaget af læskedrikke
  • Drik læskedrikke i forbindelse med et måltid
  • Vent 1 time med at børste tænder efter indtagelse af noget syreholdigt
  • Gå regelmæssigt til tandlæge
  • Børst tænder med en blød tandbørste og brug tandpasta med fluor

Sådan behandles syreskader

Hvis skaden først er sket, er der en række ting, der kan gøres for at undgå yderligere syreskader. Hvilken type behandling tandlægen kan tilbyde afhænger af, hvor omfattende syreskaden er på tænderne.

Hvis syreskaden er alvorlig, kan det blive nødvendigt at påsætte tandkroner eller facader på de tænder, som er ramt af syreskaderne. Dog har disse kun en begrænset levetid og vil skulle udskiftes eller repareres løbende.

Hvis syreskaderne er i dets begyndende stadie, kan tandlægen behandle med fluor, lakering eller mindre plastfyldninger.

Kontakt din Godt Smil-tandlæge her for at høre mere om behandlingsmulighederne >>