smerter i tænder der kommer og går

Hver tredje dansker lider af tandlægeskræk

En ud af tre. Så mange danskere lider af tandlægeskræk i sværere eller mildere grad, viser en ny opgørelse fra Danmarks største tandlægekæde, Godt Smil. Manglende tandlægebesøg kan føre til alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser som tandkødsbetændelse, parodontose og infektioner, der i værste fald kan sprede sig og påvirke hjerte-kar-sundheden. Derfor deler tandlægekæden nu sine bedste råd til, hvordan patienter, der frygter tandlægebesøget, kan få en bedre oplevelse i stolen.

Er du blandt dem, der har svært ved at booke din næste tid hos tandlægen? Så er du langt fra den eneste, lyder det fra Danmarks største tandlægekæde, Godt Smil Tandlægerne, som dagligt behandler op mod 2.000 patienter fordelt i hele landet. Her har man den seneste årrække spurgt alle nye patienter ind til behov for særligt hensyn ved tandlægeskræk, og et kig ind i tallene viser, at cirka hver tredje dansker lider af tandlægeskræk – og tallet vurderes i praksis at være endnu højere.   

Vi kan se, at cirka hver tredje dansker lider af tandlægeskræk enten i sværere eller mildere grad, og det gælder vel at mærke kun dem, der trods skrækken får booket en tid hos os. Derudover er der et stort mørketal blandt de danskere, der slet ikke opsøger tandlægen på grund af deres frygt. Det reelle omfang er dermed langt større, lyder det fra Søren Bannebjerg, tandlæge og klinikejer hos Godt Smil Tandlægerne, som fortsætter:

Det kan desværre have store konsekvenser på sigt, da manglende tandlægebesøg kan føre til alt fra ødelagte tænder og forringet tyggeevne til parodontose og infektioner, der i værste fald kan sprede sig til resten af kroppen og have en negativ indvirkning på hjerte-kar-sundheden. Derudover kan det også give psykiske udfordringer som dårlig samvittighed og lavere selvværd netop fordi tænderne spiller en så væsentlig rolle i vores udtryk.

En tidligere undersøgelse gennemført af Rod Moore, doktor i odontologi ved Aarhus Universitet og projektleder ved Forsknings- og Behandlingscenter for Tandlægeskræk, viser desuden, at op mod 40 procent af alle danskere lider af tandlægeskræk og omkring 10 procent i så alvorlig grad, at de næsten er traumatiserede. 

Flere muligheder for hjælp

For mange er der dog håb forude, understreger Godt Smil. Der er nemlig flere forskellige tiltag, der enten kan mindske eller fjerne frygten helt. 

Tandlægeskræk findes i mange former, og der er derfor stor forskel på, hvilken behandling og fremgangsmåde, der er mest hensigtsmæssig. Er der tale om tandlægeskræk i mildere grad, er der meget, man selv kan gøre. Det er blandt andet en god idé at gøre sin tandlæge opmærksom på det fra starten, så man sammen kan få skabt et trygt og tillidsfuldt rum, hvor man kan sige til og fra. Derudover kan det også hjælpe at have en pårørende med som støtte og at booke en tid først på dagen, så frygten ikke når at bygge sig op, siger Søren Bannebjerg og fortsætter: 

Har man tandlægeskræk i sværere grad, er der mulighed for at blive enten helt eller delvist bedøvet. Ved lokalbedøvelse er man vågen under hele behandlingen, mens der ved større behandlinger, såsom implantater eller fjernelse af visdomstænder, kan være mulighed for fuld narkose. 

Herudover fremhæver Søren Bannebjerg, at tandlægeskræk eller -angst ligesom de fleste andre fobier kan behandles hos en psykolog eller terapeut, som kan hjælpe med at overvinde frygten. 

Du kan læse mere om tandlægeskræk, og hvad du kan gøre her.

Fire råd til, hvad du selv kan gøre:

  1. Fortæl tandlægen, du har tandlægeskræk – det er helt okay: Ved at sige det højt kan tandlægen meget bedre hjælpe dig. 
  2. Stil krav til din tandlæge: Bed tandlægen om at gennemgå behandlingen først, så du ved, hvad der skal ske og kan være med til at bestemme tempoet. 
  3. Sig til, når du har brug for en pause: Aftal fx med din tandlæge, at du markerer med hånden, når du har brug for en lille pause. 
  4. Gå hyppigt til tandlægen: Regelmæssige besøg styrker både tillidsforholdet og forebygger større tandskader, så det fx kun er et lille tandeftersyn årligt, der skal til. 

Fakta: Tandlægeskræk 
Tandlægeskræk, også kaldet odontofobi, står højt på listen over angstfremkaldende oplevelser og overgås kun af højdeskræk. Cirka 10 procent af danskerne lider af odontofobi, mens cirka 30 procent enten er nervøse, bange eller har en mild angst for tandbehandling. Angst for tandbehandling er dobbelt så udbredt blandt kvinder som blandt mænd. 

Kilde: Tandlægeforeningen

Andre nyheder

18. marts, 2026

Hver fjerde dansker glemmer at skifte tandbørsten

Hver fjerde dansker skifter kun deres tandbørste hver fjerde måned eller sjældnere. Det er en direkte invitation til bakterier og vira, advarer Godt Smil. Især i en tid med meget sygdom risikerer mange at smitte familien eller sig selv på ny via tandbørsten.

Læs mere
13. marts, 2026

Politisk aftale om tandkonto vil få hver fjerde dansker oftere til tandlæge

En ny undersøgelse viser, at den politiske aftale om en personlig tandkonto vil øge besøgsfrekvensen hos landets tandlæger. Men selvom hver fjerde dansker forventer at gå oftere til tjek, advarer Godt Smil, om, at modellen risikerer at lade de patienter med de mest omfattende behandlingsbehov i stikken.

Læs mere
26. februar, 2026

Debat: Sådan løser vi udfordringerne i børne- og ungdomstandplejen

Alt for mange unge står i dag i kø til helt basale tandbehandlinger. For mange kommuner er udfordringen den samme: Der mangler tandlæger med kirurgisk ekspertise og – måske endnu mere presserende – specialtandlæger i ortodonti/tandretning.

Læs mere