Viden om tænder › Tænder › Gule tænder
Tænder, der ikke er hvide, kan give indtryk af dårlig tandpleje og -hygiejne. Nogle mennesker har dog en naturlig tendens til at få gule tænder – ligesom det er en del af aldringsprocessen. Misfarvede tænder kan dog også skyldes dårlig mundhygiejne eller indtagelse af bestemte fødevarer.
Der er mange årsager til, hvorfor man får gule tænder, men uanset hvad misfarvningerne skyldes, kan de nogle gang være hæmmende for ens smil. Nogle føler sig pinligt berørt over at have gule tænder, som derved resulterer i, at de undgår at smile, hvilket vil være en skam.
Det er vigtigt, at man får løst de gener, som man oplever, ved at finde årsagen til de gule tænder. På denne måde kan det lettere behandles – og fremtidige misfarvninger kan forebygges
Der findes forskellige årsager til gule tænder. De mest almindelige, som vi kan nævne, er, at nogle mennesker bare har større tendens til gule tænder. For at finde ud af om dine tænder har en naturlig tendens til at blive gule, kan du tjekke, om det gælder alle, eller om det kun er enkelte tænder. Er det kun enkelte tænder, der er gule, er årsagen muligvis en anden, men er det gule ligeligt fordelt på alle tænder, så er der en naturlig årsag til misfarvningen. Derudover sætter ældning også sine tydelige spor på tænderne. Misfarvede tænder er en naturlig del af aldringsprocessen, og alle oplever det før eller siden.
Men der kan også være andre årsager til, at man har fået gule tænder. En anden årsag kan f.eks. være dårlig mundhygiejne. Dårlig mundhygiejne er en af hovedårsagerne til misfarvede tænder, og det resulterer ofte også i tandproblemer af forskellig karakter. Derudover kan drikkevarer også forårsage, at tænderne mister deres naturlige, hvide farve. Eksempler på drikkevarer, der misfarver, er; kaffe, te, iste, sodavand og nogle juicetyper. Der er også bestemte fødevarer som f.eks. lakrids, nogle krydderier og visse bærtyper, der kan medføre gule tænder, hvis du spiser dem ofte eller i store mængder – og ikke husker at børste tænderne efter indtagelse.
En anden hyppig årsag er rygning og skrå, som begge konsekvent medfører gule tænder, hvorfor man bør undgå disse vaner. Den gule farve ved tobaksbrug skyldes både nikotin og tjære og kan kun undviges, hvis du undlader cigaretterne og skråen.
Der findes flere hjælpemidler, hvis du ønsker at komme af med de gule tænder. Du skal børste dine tænder to gange om dagen – og gerne efter indtag af farvende midler såsom kaffe, te og lakrids, hvilket betyder, at en tandbørstning midt på dagen kan være nødvendig. Brug desuden tandtråd, blegende tandpasta (har begrænset effekt i Danmark), tyg blegende tyggegummi og brug mundskyl. Vi anbefaler samtidig, at du går til tandlægen og får renset dine tænder. Hvis ikke en almindelig tandrensning er tilstrækkelig, kan man overveje en tandblegning. Man kan både få bleget sine tænder hos tandlægen, eller man kan klare det hjemmefra med en hjemmeblegning. Hvis en tandblegning ikke fjerner den gule farve, kan tandlægen porcelænsbehandle tænderne med porcelænsfacader, så du er sikret et hvidt og skinnende smil.
Selv om din tandpasta lover, at du får hvidere tændere ved daglig børstning, bliver dette løfte ikke nødvendigvis opfyldt. Det aktive stof i tandblegemidler er brintoverilte, men der skal en vis koncentration til, før at midlet bleger. Det er ikke tilladt at sælge produkter til hjemmebrug, der indeholder en brintoveriltekoncentration på mere end 0,1 pct. Derfor skal tandpasta med blegeeffekt nok mest af alt betragtes som en slags supplement og ikke et produkt der løser udfordringen med de gule tænder.
Vil du gerne vide mere om Godt Smil? Så kan du med fordel navigere til forsiden, hvor du blandt andet kan læse om vores koncept og finde den tandlæge, som ligger tættest på din bopæl.