Gitte på 56 år har altid været meget opmærksom på sit tandsæt, men på grund af en gammel tandlægeskræk udskød hun i en periode sine tandlægebesøg. Da hun endelig tog sig sammen og fik bestilt en tid til et eftersyn, opdagede tandplejeren de første tegn på parodontose.
Da parodontose også ligger til familien, var Gitte hurtig til at reagere og tage imod behandlingen.
”Da jeg fik konstateret parodontosen, besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne for at passe på mine tænder,” fortæller Gitte. ”Jeg har absolut ikke lyst til at få løse tænder. Jeg vil bare gerne have lov til at beholde mine egne tænder så længe overhovedet muligt.”
I dag går Gitte konsekvent til dybderensninger hver fjerde måned og har opbygget et tæt samarbejde med sin tandplejer. Ved siden af de faste behandlinger på klinikken har hun fuldstændig omlagt sine daglige rutiner derhjemme.
Hver dag supplerer hun tandbørstningen med tandtråd, mellemrumsbørster og forebyggende pleje.
”Det er blevet til et helt fast ritual for mig, og jeg kan slet ikke gå i seng, hvis ikke jeg har været igennem rutinen,” siger Gitte. ”Man er nødt til at være et team med sin tandplejer. De kan gøre en stor del af arbejdet på klinikken, men man skal også selv yde en indsats derhjemme.”
Indsatsen har båret frugt. Tandkødssygdommen er under fuld kontrol og er ikke blevet værre, og Gitte oplever i dag tryghed ved at vide, at hun gør alt det rigtige for sin mundhygiejne.
”Det er en fantastisk følelse at vide, at tilstanden er stabil, og at det betaler sig at passe på sine tænder,” fortæller hun.
Da parodontose ofte er arveligt, opfordrede Gitte også sin datter, Cecilie, til at blive undersøgt. Det viste sig, at hun også døjede med tandkødssygdommen, og i dag går de begge regelmæssigt til de faste kontroller hos den samme tandplejer.
For Gitte er der ingen tvivl om, hvad hendes bedste råd til andre er, hvis de mærker tegn på blødende tandkød eller frygter parodontose: ”Lad være med at tøve eller udskyde det. Se at
komme afsted jo før, jo bedre. Man kan faktisk gøre rigtig meget ved det, hvis man tager det i tide, og det giver en enorm ro i hverdagen.”
Læs også datteren Cecilies historie her: Cecilies historie
Udfyld formularen – så kontakter vi dig inden for 24 timer på hverdage.Vi ringer / skriver normalt mellem kl. 8 – 16.