Tandbørstning – få det hele med!

Det at børste tænder kan være lidt af en udfordring.


De fleste danskere børster tænder to gange dagligt, men mange har alligevel ikke en sund mundhygiejne, og det kan derfor være en god ide at få genopfrisket, hvordan det lige er, man børster sine tænder på bedst mulig vis.

Børst tænder 2 gange af 2 minutter

For at holde flest mulige bakterier væk fra dine tænder er det bedst at børste tænder 2 gange dagligt i 2 minutter ad gangen, hvilket med fordel kan gøres morgen og aften.

Om morgenen har det ikke den store betydning, hvornår du børster tænder. Men hvis du drikker juice eller indtager andre syreholdige produkter, anbefales det at vente en time med at børste tænder, da det ellers kan føre til syreskader på tænderne.

Om aftenen er det bedst at børste tænder lige inden, man går i seng og ikke skal indtage mere mad. Herved undgår du, at bakterierne, der er kommet til i løbet af dagen, skader dine tænder natten over.

Der er dog ingen grund til at børste tænder mere end 2 gange om dagen. Hvis man bliver for ivrig med tandbørstningen, kan det gå ind og skade emaljen på dine tænder.

Kontakt din lokale Godt Smil-tandlæge, hvis du har mistanke om skader på dine tænder >>

Vælg den rette tandbørste

Mange foretrækker at benytte sig af en hård tandbørste, da de synes, den er bedre i stand til at gøre tænderne rene, i forhold til de blødere alternativer. Hvis man har en hård tandbørste, er det dog vigtigt at være opmærksom på, at man ikke børster for hårdt, men i stedet bruger bløde strøg.

Hvis tandbørsten er for hård, og man samtidig børster sine tænder hårdt, kan det gå ind og skade både tænderne og tandkødet.

Hvis man børster med en blød tandbørste, bliver bakterier og belægninger nemt fjernet alligevel, da tænderne er glatte, og de derfor ikke sidder specielt godt fast på tænderne.

Lige meget om du benytter en hård eller en blød tandbørste, er det vigtigt at børste grundigt og fokuseret samt sørge for, at man kommer rundt i alle kroge i munden for at få alle bakterier med.

Børstehovedet skal være lille, da man derved bedre kan bevæge det rundt i munden og komme ind i alle kroge. Man kan med fordel benytte sig af en el-tandbørste, da disse kommer med små børstehoveder.

Sådan børstes tænderne bedst

For at få en god og effektiv tandbørstning kan det være en god ide at have et system for, hvordan man børster sine tænder. På denne måde sikrer man sig, at man når alle tænder og alle flader.

Munden kan deles op i over- og underkæbe samt i højre og venstre side.

Start for eksempel med at børste den bagerste tand på indersiden og ryk frem tand for tand. Når man kommer frem til fortanden, skifter man til ydersiden af tanden, og bevæger sig igen frem tand for tand. Til sidst kan toppen af tanden børstes.

Den samme fremgangsmetode kan efterfølgende anvendes til de andre dele af munden.

Når man børster tænder, er det vigtigt at bruge små cirkelbevægelser, da dette giver mulighed for at komme ind i alle kroge. Undgå at bruge store skurebevægelser, da disse ikke er tilstrækkelige til at gøre tænderne ordentlig rene.

Effektiv tandbørstning mindsker også risikoen for dårlig ånde, som du kan læse mere om her.

Valg af tandpasta

Mange tandpastaproducenter lover guld og grønne skove, når det kommer til deres virkning på dine tænder. Dog mangler mange af dem en påvist effekt og kan derfor ikke dokumentere, at de virker.

Det vigtigste, din tandpasta dog skal indeholde, er flour, da det er det eneste middel, der har en påvist effekt på at kunne forebygge caries på tænderne. Derudover kan flour også have en positiv indvirkning på isninger i tænderne, da det kan begrænse følsomme tandhalse.

Brug tandtråd

En tand har fem flader, men det er kun muligt at nå de tre af dem med tandbørsten. Derfor er det vigtigt at benytte sig af tandtråd, så man kan nå de to sidste flader.

Ved at benytte sig af tandtråd mindsker man risikoen markant for at få huller mellem tænderne, som kan være svære at opdage, når de først er der.

Tandtråd kommer i tre forskellige udgaver; floss (rund), tape (flad) eller som en tandtrådsholder. Tandtrådsholderen er god at bruge, hvis man har svært ved at styre tandtråden og komme til mellem alle tænder.

Hvis du bruger den traditionelle tandtråd, brug da 20-30 cm ad gangen. Sno den om to fingre eller bind den sammen til en løkke, som kan nå rundt om tanden. Styr tråden med pege- eller tommelfinger, når du kører den mellem dine tænder.

Læs også, hvordan brugen af mundskyllevæske holder din mundhygiejne i top.

Tandbørstning på baby

Når barnet får antydningen til sin første tand, er det vigtigt at gå i gang med tandbørstningen. Den næring, barnet modtager, når den første tand bryder igennem, er oftest modermælk, som er meget sødt og kan gå ind og skade tanden, hvis den ikke bliver børstet.

Det kan være en god ide at lægge en klar rutine for, hvornår barnet skal have børstet sine tænder, da det ellers nemt kan blive glemt eller svært at få timet ind i dagligdagen.

Selvom barnet er træt og måske ikke synes, det er det sjoveste i verden at få børstet tænder, så skal det gøres.

Hvis I har svært ved at få børstet tænder på jeres barn eller baby, kan det være en god ide at synge en sang, og brug altid den samme sang hver gang, I børster den lilles tænder.

Barnets tænder: Læs flere gode råd om at undgå, at dit barn får dårlige tænder.

Derudover kan I lade barnet lege med tandbørsten og bruge den samme børsterutine hver gang, der bliver børstet tænder, så bliver det nemmere for barnet at følge med i, hvad der sker, og hvor lang tid det tager.

Tandpasta findes også i babyvenlige udgaver, men ens egen tandpasta kan sagtens bruges. Hvis man bruger en almindelig tandpasta, er det kun nødvendigt at dyppe de yderste tandbørstehår for at få en tilstrækkelig mængde tandpasta.

Valg af tandbørste til baby. Der findes et hav af valgmuligheder, når det kommer til at vælge en babytandbørste. Det vigtigste er dog, at den har et bredt skaft, så den ikke sætter sig fast i halsen.

Mange babyer får hurtigt udviklet et dårligt forhold til tandbørstning, og det kan derfor være lidt af en kamp at få børstet barnets tænder.

Den lille kan blive frustreret, når det skal igennem noget, som det egentlig ikke har lyst til. Derfor kan det være en god ide at tale stille og roligt, mens man børster barnets tænder, og bevarer roen, mens tandbørstningen foregår.