Hvordan ser et hul i tanden ud?

Få 4 tegn på huller af tandlægen her:

Undrer du dig over, hvordan huller i tænderne ser ud, og om du selv kan se, om du har huller i tænderne?

Her får du al relevant viden i forhold til de tegn, du skal være opmærksom på, når det gælder huller i tænderne.


Hvordan ser et hul i tanden ud?

Et hul i en tand kan se ud på mange måder. Tandens overflade består af mineral, og et hul vil typisk kunne anes som en mørkebrun plet eller en kridtet hvid overflade.

I nogle tilfælde kan du under tandens overflade se en ravfarvet misfarvning.

Men mørke pletter og en hvidlig overflade er ikke nødvendigvis altid tegn på, at du har et hul.


Billedet her og det nedenfor viser aktiv caries langs tandkødsranden i venstre side af overkæben samt en fraktureret hjørnetand.

Her er tegnene på huller i tænderne

Er du i tvivl, om den mørke plet på din tand er et hul, eller isner det, når du drikker koldt?

Ønsker du at vide, hvilke tegn du skal være opmærksom på, når det gælder huller i tænderne?

Vi har her samlet en liste over de mest kendte symptomer på huller i tænderne:

  • Isninger og jag lokalt, når du spiser sødt.
  • Blødende tandkød lokalt i et mellemrum.
  • Dårlig ånde eller grim smag i munden.
  • Ømhed – fordi madrester sidder fast.

Sådan føles et hul i en tand

Oplever du smerte i form af skarpe jag, hver gang du drikker eller spiser sødt, surt, koldt eller varmt? Så kan det meget vel være, fordi du har et hul i en tand.

Hvis du tilmed oplever ovenstående tegn, er der næsten ingen tvivl, og du bør kontakte din tandlæge. Vær dog opmærksom på, at nogle intet mærker. 

Er du en af dem, som ikke mærker smerte fra dine tænder, er det meget vigtigt, du er opmærksom på de andre tegn.

Det kan være lokal blødning fra tandkødet, dårlig smag i munden og madrester, der sætter sig fast.

Hvor hurtigt udvikler et hul i tanden sig?

Et hul i en tand udvikler sig typisk over flere år. Men i nogle tilfælde kan der spille faktorer ind, der kan accelerere processen.

Det samme gælder på de tænder, hvor du tidligere har haft begyndende huller. Et begyndende hul er et svagt sted, hvor det kan gå hurtigere. 

Mundtørhed og sukkerholdig kost er også faktorer, der kan være med til at sætte farten op.

Det bedste, du kan gøre for at standse processen, er at holde tænderne rene. Der kommer nemlig ingen huller, hvis der ikke sidder bakterier på dine tænder.

Ofte stillede spørgsmål om, hvordan et hul i en tand ser ud

Kan man redde et hul i tanden?

Ja, du kan faktisk godt redde din tand fra et begyndende hul.

Du kan leve resten af livet med et begyndende hul – uden det skal laves – hvis du får standset cariesprocessen.

Hvor lang tid tager det at få lavet et hul i tanden?

Det tager typisk mellem en halv og en hel time at få repareret et hul.

Tandlægen starter med at bore det syge område i tanden væk og fylder derefter hullet op med et plastmateriale. Plastmaterialet fås i samme farve som dine tænder.

Hvordan laves et hul i tanden?

Et hul i en tand laves ved først at fjerne det syge tandmateriale kaldet caries. Tanden bliver typisk brun eller blød, hvor den er inficeret med caries.

Når alt det brune og bløde er fjernet, fyldes hullet efterfølgende op med en plastikfyldning.

Er et hul i tanden akut?

Ja og nej. Det er som sådan ikke farligt at have et hul i en tand. Men det kan gå hen og blive farligt, hvis du ikke får behandlet hullet i tide.

Ved ubehandlede huller i tænderne kan der opstå infektioner, som kan være til fare for dit helbred.

Har du blødende tandkød, kan årsagen være, at du har en overvækst af dårlige bakterier i mundhulen.

Disse bakterier kan risikere at sprede sig fra mundhulen og ud i blodbanen, hvorefter det kan skabe sygdom i resten af kroppen.

Hvordan undgår man caries?

Du undgår caries ved at have en god rutine med din mundhygiejne. Børst dine tænder 2 gange dagligt med en fluorholdig tandpasta og supplér med tandtråd 1 gang dagligt.

Kom til de regelmæssige tandeftersyn hver 6. – 12. måned og sig ja tak til de løbende røntgenundersøgelser. Her er det muligt at spotte begyndende huller meget tidligt i stadiet.

Kan caries smitte?

Ja og nej. Caries smitter ikke, men dårlige vaner med tandbørstning og kost kan videregives, hvorved caries risikerer at opstå. Stabile og sunde rutiner sikrer dig mod caries.

Kan man få lavet hul uden bedøvelse?

Ja, det kan du godt. Vi anbefaler dog, at du tager imod bedøvelse, hvis du har et hul nær tandkødet.

En lokalbedøvelse har nemlig en karsammentrækkende effekt, der kan forhindre eventuel blødning i at opstå.

Fyldninger udført nær tandkødet bør derfor næsten altid ledsages af en bedøvelse.

Hvorfor får nogle ikke huller i tænderne?

Fordi udviklingen af huller afhænger af den bakteriesammensætning, vi har i munden.

Er du en af dem, der har en bakteriesammensætning, som genererer huller?

Måske har du en nær bekendt, der ikke er god til at børste tænder, men som aldrig får et hul. Det kan virke utrolig uretfærdigt.

I nogle tilfælde oplever folk uden huller i stedet, at de kan være plaget af paradentose.

Hvor meget koster det at fikse et hul i en tand?

Prisen for at få lavet et hul afhænger af hullets og tandens størrelse. Hver tand har fem flader.

Der er forskel på, om det er en fortand eller en kindtand. Find priserne på vores hjemmeside her.

Kan tandpine gå over af sig selv?

Ja, tandpine kan komme og gå. Du kan dog være sikker på, at den altid kommer igen, indtil den dag du får behandlet den udløsende årsag til smerten.

Vi anbefaler derfor altid at søge tandlæge efter tandpine – også selvom den er gået i sig selv. Hvorfor gå og vente på, at den kommer igen?