• Cookie Mærket
Godt Smil
Godt smil - menu

5 gode råd fra Godt Smil

Af Camilla Juel Nielsen

19. oktober 2016

Om Godt Smil

Ja, vi ved godt at du har hørt dem før, men lad os lige tage dem én gang til. Du husker nok svagt historien om karius og baktus, men er du nu også helt up-to-date med tandlægens anbefalinger. Her er fem gode råd til dig og hvem ved, måske der alligevel er et par guldkorn at hente.

1) Få udstyret i orden

Det rette udstyr er halvdelen af arbejdet. Tandbørsten er uden tvivl det vigtigste redskab, når det gælder renhold af dine tænder. Der findes mange forskellige typer af børster på markedet og du bør naturligvis vælge den du kan mærke er den rette for dig. Er du i tvivl om du bør vælge en elektrisk fremfor en almindelig tandbørste - så bliv klogere her.

Det er en god idé at supplere den daglige tandbørstning med brug af tandtråd. Børsterne har sine begrænsninger når det gælder mellemrummene inde i mellem dine tænder. Der findes faktisk tandtråd til ekstra tætsiddende tænder. Det er fladt som tape og kommer ind steder hvor du ikke tænkte det var muligt.

Vidste du at det anbefales at udskifte tandbørsten cirka hver tredje måned, da børstehårene slides og undersøgelser har vist, at børsten efter tre måneders brug ikke længere lige så effektivt fjerner bakterierne på tandoverfladen som en ny børste. Hvornår har du mon sidst skiftet din.

2) Tjek indholdet i din tandpasta

Tandpasta fjerner ikke bakterier, det gør tandbørsten. Det er dog bevist, at en tandpasta der indeholder fluor kan være med til at sænke den igangværende process ved begyndende huller I tænderne. Vil du gerne vide mere om hvorfor du får huller i tænderne så læs mere om dette på her.

Vidste du at du bør vælge en tandpasta med minimum 1450ppm fluor, hvis du ønsker at benytte dig af fluors forebyggende effekt. Derudover kommer det for mange som en overraskelse, at det er en fordel ikke at skylle munden efter tandbørstning, da du herved fjerner det fluor du netop har børstet på.

Har du tendens til blister kan det være en fordel at vælge en tandpasta uden skummemiddel. Her bør du gå efter en uden natriumlaurylsulfat.

3) Tænk regelmæssighed

Det anbefales at du besøger din tandlæge regelmæssigt. Intervallet for dine besøg defineres af din tandlæge udfra dit individuelle behov. Dit behov placerer dig i en gruppe. Du kan være grøn, gul eller rød. Ved du mon hvilken farve du er eller ønsker du at vide mere om disse grupper så læs med her.

Førhen handlede tandlægebesøg kun om behandling af tænder. Det skete sjældent at samtalen strejfede emnet forebyggelse. I dag er det store fokus forebyggelse og det er netop målet fremfor behandling. Det sker naturligvis stadig at der er behov for behandling og dette skyldes ofte manglende regelmæssighed eller slid.

Vidste du at der er flere gode grunde til at komme til de regelmæssige undersøgelser. Ikke mange ved det, men der tjekkes for andet end huller i tænderne og parodontose når du kigger forbi din tandlæge. Årligt får lidt over otte hundrede mennesker konstateret mundhule kræft, en alvorlig tilstand der ofte er smertefri i de tidlige stadier. Her kan de regelmæssige tand kontroller have stor betydning for en tidlig opdagelse. Det er også muligt, ved at kigge i munden og især på tungen, at spotte nogle typer for vitamin mangel.

4) Udvikl dit personlige børste mønster

Er du opmærksom på hvor du placerer tandbørsten inden du begynder at børste. Du kan med fordel udvikle dit eget faste børste mønster, det sikrer at du altid kommer hele vejen rundt.
Man er ofte mest opmærksom i starten af sin tandbørstning og det kan derfor være en god idé at begynde netop der hvor din tandlæge ved sidste besøg gjorde opmærksom på eventuelle mangler.

Vidste du at der udmunder spytkirtler under tungen og i kinden udfor de bagerste kindtænder i overmunden. En spyt kirtel er lidt som en vandhane der står og drypper – der kommer kalk. Det kan derfor være en fordel at svinge børsten en ekstra gang her, så forebygger du tandsten.

5) Husk at kosten spiller en rolle

Alt hvad du spiser bearbejdes af dine tænder inden det ender i resten af fordøjelsessystemet. Det betyder, at dine tænder udsættes for alt lige fra syreholdige drikke til klistrede fødeemner, som eksempelvis tørret frugt eller karamel.
Måske overrasker det dig at høre, at juice og frugt kan være ligeså hård ved dine tænder som sodavand og slik. Juice og frugt indeholder nemlig frugt sukker og syre. Tørret frugt som rosiner kan klistrer sig fast til dine tænder og ligesom en karamel sidde og bidrage til udvikling af huller i dine tænder.

Vidste du at grove fødeemner, eksempelvis groft brød, med fordel kan spises i løbet af dagen, da det har en rensende effekt på dine tænder.

Kan du godt lide at nyde en sodavand så anbefales det at drikke den på én gang i stedet for at dele den op i mange små slurke. Dette skyldes at der cirka går en time efter indtagelsen af sodavand indtil syrerne i munden igen er nedbrudt. Drikker du små slurke dagen igennem, så ligger du dine tænder i syrebad og det kan give dine tænder syreskader. Drikker du af et sugerør, så har du mulighed for at reducere påvirkningen, det kan også være en idé at skylle efter med vand.

Ønsker du flere råd eller er det ved at være tid til dit regelmæssige tandeftersyn, så kontakt os eller klik her og bliv ringet op inden for 24 timer.

Loading...